Menu

AaB henter international profil til at stå i spidsen for Women og Pige Akademiet

image
27. februar 2026 kl. 15:04
Jessica Rodriguez får det fulde sportslige ansvar og skal styrke struktur, talentudvikling og trænerkultur.

AaB Women / Pige Akademiet har i denne uge indgået aftale med Jessica Rodriguez som ny Head of Football and Coaching.

Jessica kommer senest fra en rolle som assistenttræner på 1. holdet i Fortuna og tilfører AaB både international erfaring, høj faglighed og et markant netværk.

Som ungdomsspiller var Jessica en del af La Masia i Barcelona – et af verdens mest anerkendte talentudviklingsmiljøer – og har som seniorspiller repræsenteret både FC Barcelona og Espanyol, inden en trafikulykke satte et tidligt punktum for hendes aktive karriere.

Som træner besidder hun UEFA A-licens samt spansk Pro-licens. Hun har tidligere haft trænerroller i B.93, Brøndby og senest Fortuna og har arbejdet på højeste niveau i både Spanien og Danmark, herunder med deltagelse i europæiske turneringer som UEFA Women’s Champions League.

Jessica Rodriguez om sin tilgang

Fra en meget ung alder har fodbold været omdrejningspunktet i mit liv. Jeg begyndte at spille som blot 3-årig og opnåede min første træneruddannelse som 15-årig. Siden har jeg kontinuerligt udviklet mine kompetencer frem mod den professionelle trænerlicens.

Jessica har specialiseringer inden for kvindefodbold, ledelse, analyse og scouting og arbejder målrettet for at opbygge et stærkt og struktureret akademi, hvor spillere får optimale rammer for at udvikle sig til højeste niveau.

Det er afgørende for mig at støtte og uddanne trænere, så de kan blive ægte rollemodeller – både på og uden for banen. Selvom det er vigtigt at vinde kampe, er min højeste prioritet at udvikle spillere og trænere samt opbygge stærke og bæredygtige strukturer.

Hun beskriver sig selv som positiv, energisk, empatisk, struktureret og professionel – værdier der harmonerer stærkt med den strategiske retning for AaB Women og Pige Akademiet.

En styrkelse af den samlede struktur

Med ansættelsen af Jessica Rodriguez tager AaB Women / Pige Akademiet et markant skridt i arbejdet med at styrke den sportslige struktur, talentudviklingen og trænerudviklingen på tværs af årgange.

Jessica får det fulde sportslige ansvar for akademiet og AaB Women med reference til AaB Women’s direktør.

Hun har første arbejdsdag på Hornevej den 2. marts.

Vi ser frem til at byde Jessica velkommen i AaB og til den energi, erfaring og internationale inspiration, hun bringer med sig.

Velkommen til AaB, Jessica.

Luk